I har i dag set filmen Submarino om omsorgssvigt, misbrug osv.
Skriv i kommentarfeltet om jeres oplevelse af filmen, og hvad I kan bruge den til som kommende social- og sundheds assistenter.
På det personlige plan, synes jeg, det er en tung film. Den rammer lige i maven, med de mange forskellige temaer den har. Jeg kan ikke undgå at blive berørt, og det er selvom filmen ikke spiller på følelserne. Der er ikke lagt særlig stor vægt på at påvirke publikums følelser. Der er ikke dramatisk musik, ej heller stort skuespil baseret på følelsesmæssige op og nedture. Det er nærmest som om skuespillerne er strippet for følelser, for følelserne kommer aldrig rigtig i spil, i de forskellige karakterer. Men det er måske det som rammer mig, faktummet at rollerne i filmen er lammet. At de er blokeret på det emotionelle plan. Jeg ved, det kun sker for folk som har været ude for så store traumer i livet, at deres forsvarsmekanismer fuldstændig lukker ned for alt, det er den eneste måde de kan overleve på. Det gør ondt at se Nick og hans bror prøve at drage omsorg for nogle af de svageste i samfundet, for de fejler fuldstændigt. De evner ikke at fuldføre opgaven. Nick prøver at ”redde” Sofie og Ivan, hvor Nicks bror prøver at skabe et stabilt liv for sønnen Martin. Nick ender med at lede Sofie ud i en situation, som dræber hende, hvilket er Ivans skyld. Broderen ender med, uanset de bedste hensigter, at svigte sønnen og falder igennem i rollen som far. Nick tager imod, nok pga. skyldfølelse, fængselsstraf for mordet, og broderen ”dømmer” sig selv til døden ved selvmord. Filmen slutter faktisk hvor den starter, med en begravelse. Nærmest som om instruktøren ønsker at vise den onde cirkel, som kan være uendelig svær at bryde. At filmen rammer mig, kan jeg dog bruge i mit arbejde som SSA. Jeg kan få en bedre forståelse for disse mennesker, som ligger på bunden af samfundet. Jeg får en forståelse for, hvilken umulig, og til tider håbløs, kamp de kæmper. Jeg kan bruge det til at vise dem jeg ikke svigter, jeg vedbliver og er påtrængende i håbet om bedring. Jeg er fuldt ud klar over vi oftest taler om en bedring, ikke helbredelse, for mange af disse mennesker. Men det er vigtigt, at vise dem det også er OK. Livskvalitet skal ikke dømmes ud fra det ”normale”, for der kan være noget perfekt i det uperfekte. Netop som filmene slutter; det uperfekte holder hånd med det perfekte, i form af Nick og Martin. Det kan lade sig gøre, håbet om sammenspil mellem det gode og onde, kan ende i noget godt.
Jeg synes, at filmen er et drama og sørgeligt film. Den rammer lige på hjertet hvor man bliver mest rørt og man føler med de to drenge. To brødre Nick og lillebror, som barn overlades ansvaret for deres navnløse babylillebror. De skal passe deres spæde yngste bror, fordi moderen er i en konstant døs af alkohol og ikke er i stand til at være noget for nogen af sine børn. Nik og lillebroren oplevede omsorgssvigt som skulle ikke være. Børn skal have en god oplevelse og en god opdragelse. I Filmen ” Submarino” viser sig at Nick og hans lillebror har traumer fra deres opvækst. Og de har buret den, indtil de vokser op. Som voksne har de intet med hinanden at gøre. Nick er en selvdestruktiv bombe og alkoholiker, mens lillebror er narkoman og alenefar. Fantastisk og stærk film den efterlader dig/mig i et øjeblikke af følelser og tanker. Flot lavet, det må jeg sige.
På det personlige plan, synes jeg, det er en tung film. Den rammer lige i maven, med de mange forskellige temaer den har. Jeg kan ikke undgå at blive berørt, og det er selvom filmen ikke spiller på følelserne. Der er ikke lagt særlig stor vægt på at påvirke publikums følelser. Der er ikke dramatisk musik, ej heller stort skuespil baseret på følelsesmæssige op og nedture. Det er nærmest som om skuespillerne er strippet for følelser, for følelserne kommer aldrig rigtig i spil, i de forskellige karakterer. Men det er måske det som rammer mig, faktummet at rollerne i filmen er lammet. At de er blokeret på det emotionelle plan. Jeg ved, det kun sker for folk som har været ude for så store traumer i livet, at deres forsvarsmekanismer fuldstændig lukker ned for alt, det er den eneste måde de kan overleve på.
SvarSletDet gør ondt at se Nick og hans bror prøve at drage omsorg for nogle af de svageste i samfundet, for de fejler fuldstændigt. De evner ikke at fuldføre opgaven. Nick prøver at ”redde” Sofie og Ivan, hvor Nicks bror prøver at skabe et stabilt liv for sønnen Martin. Nick ender med at lede Sofie ud i en situation, som dræber hende, hvilket er Ivans skyld. Broderen ender med, uanset de bedste hensigter, at svigte sønnen og falder igennem i rollen som far. Nick tager imod, nok pga. skyldfølelse, fængselsstraf for mordet, og broderen ”dømmer” sig selv til døden ved selvmord. Filmen slutter faktisk hvor den starter, med en begravelse. Nærmest som om instruktøren ønsker at vise den onde cirkel, som kan være uendelig svær at bryde.
At filmen rammer mig, kan jeg dog bruge i mit arbejde som SSA. Jeg kan få en bedre forståelse for disse mennesker, som ligger på bunden af samfundet. Jeg får en forståelse for, hvilken umulig, og til tider håbløs, kamp de kæmper. Jeg kan bruge det til at vise dem jeg ikke svigter, jeg vedbliver og er påtrængende i håbet om bedring. Jeg er fuldt ud klar over vi oftest taler om en bedring, ikke helbredelse, for mange af disse mennesker. Men det er vigtigt, at vise dem det også er OK. Livskvalitet skal ikke dømmes ud fra det ”normale”, for der kan være noget perfekt i det uperfekte. Netop som filmene slutter; det uperfekte holder hånd med det perfekte, i form af Nick og Martin. Det kan lade sig gøre, håbet om sammenspil mellem det gode og onde, kan ende i noget godt.
En stærk og velargumenteret kommentar, Malene.
SvarSletJeg synes, at filmen er et drama og sørgeligt film. Den rammer lige på hjertet hvor man bliver mest rørt og man føler med de to drenge. To brødre Nick og lillebror, som barn overlades ansvaret for deres navnløse babylillebror. De skal passe deres spæde yngste bror, fordi moderen er i en konstant døs af alkohol og ikke er i stand til at være noget for nogen af sine børn. Nik og lillebroren oplevede omsorgssvigt som skulle ikke være. Børn skal have en god oplevelse og en god opdragelse.
SvarSletI Filmen ” Submarino” viser sig at Nick og hans lillebror har traumer fra deres opvækst. Og de har buret den, indtil de vokser op. Som voksne har de intet med hinanden at gøre. Nick er en selvdestruktiv bombe og alkoholiker, mens lillebror er narkoman og alenefar.
Fantastisk og stærk film den efterlader dig/mig i et øjeblikke af følelser og tanker. Flot lavet, det må jeg sige.